Afviser forbud mod stor svensk tøjkæde, som nu får grønt lys
En stor svensk butikskæde med mere end 60 store forretninger i hele Norden er på vej mod Nordjylland.
De har planer om at åbne deres første store nordjyske forretning, men ansøgningen om en byggetilladelse har allerede sat debatten i gang.
Politikere opfordres nemlig til at stoppe planerne, fordi det angiveligt vil bidrage til at skævvride handelslivet.
Det er langs Hjørrings primære indfaldsvej, Frederikshavnsvej, at den svenske tøjkæde Lager 157 har udset sig en grund til en stor forretning på 2500 kvadratmeter.
Forretningen skal efter planen etableres ved siden af en anden stor svensk butikskæde, Big Dollar.
Lager 157 er en stor svensk tøjkæde, der efter beskrivelsen sælger prisvenligt og moderigtig basistøj til børn og voksne. Det er ikke mærkevarer.
Kæden omfatter 60 butikker i hele Norden og den samlede omsætning nærmer sig to milliarder kroner.
Efter indtoget i Danmark i 2022, er der foreløbig etableret fire forretninger i Næstved, Esbjerg, Kolding, Viborg og endnu en forretning er aktuelt på vej i Randers.
Planer giver modstand
Nu forbereder kæden altså også et indtog i Nordjylland, men det giver rystelser i handelslivet i Hjørring.
- Vi mener, at det vil være endnu et slag for handlen i midtbyen, hvis politikerne giver grønt lys for flere forretninger i byens udkant med disse varegrupper. Det strider også mod den strategi, der er vedtaget for udvikling af midtbyen, og de principper, der arbejdes med for en kommende kommuneplan, siger formand for Hjørring Handel, Betina Jensen.
Men den gældende lokalplan giver altså politikerne mulighed for at sige ja til ansøgningen.
Derfor havde Hjørring Kommune også modtaget en anmodning om, at politikerne nedlægger et såkaldt paragraf 14 forbud mod, at forretningen etableres.
14 forbud
Det fremgår af planlovens § 14, at kommunalbestyrelsen kan nedlægge forbud mod, at der retligt eller faktisk etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan.
Et forbud efter § 14 er et foreløbigt retsmiddel, der giver kommunen mulighed for at modsætte sig etablering af forhold på en ejendom, som ellers ville være lovlige, f.eks. efter en gældende lokalplan, fordi kommunen ønsker at vedtage en (ny) lokalplan.
Et § paragraf 14 forbud er højest gældende et år og forudsætter altså, at kommunalbestyrelsen indenfor den tidsfrist udarbejder og vedtager en ny lokalplan for området.
Kilde: Nævnenes hus
- Selvfølgelig er det også positivt, at flere butikskæder vil til Hjørring, men placeringen er for os meget problematisk, siger Betina Jensen.
Argumentet underbygges af detailhandelsanalyser, der viser, at mere og mere handel flytter fra midtbyen og ud til indfaldsvejene, og dermed skaber den såkaldte donut-effekt, hvor der i stigende grad bliver en fed krans af butikker i periferien, mens midtbyen langsomt udhules.
Det er en udfordring, der kæmpes med i de fleste byer.
Handel flytter ud
Fra 2010 til 2021 er Hjørring midtbys andel af den samlede handel i Hjørring by faldet fra 47 procent til 37 procent, og handlen langs indfaldsvejen Frederikshavnsvej er i samme periode steget fra 19 til 34 procent. Det viser en detailhandelsanalyse fra Cowi.
Kommunens teknik og miljøudvalg tager en beslutning på et møde tirsdag.
- Udgangspunktet er jo, at det er i tråd med den gældende lokalplan, men selvfølgelig er det et dilemma. Vi er imidlertid enige om ikke at udstede et paragraf 14 forbud og dermed følge den gældende lokalplan. Men vi har fortsat også fokus på udviklingen af midtbyen, siger udvalgsformand, Søren Homann (K).
Hans udgangspunkt er dog , at politikerne ikke skal være smagsdommere på, hvilke butikker, der ønsker at ligge hvor.
Lager 157 argumenterer for, at forretningen ikke kan betragtes som en væsentlig konkurrent til handlen i midtbyen.
"Konceptet sælger ikke mærkevarer som kendetegner handlen i midtbyen. 157 kommer derimod til at skabe merværdi for den allerede eksisterende handel, da det vil trække mere handel til byen og sikre flere arbejdspladser i Hjørring Kommune" skriver butikskæden i ansøgningen.
Den afviser også, at kæden alternativt kan finde plads til den ønskede butiksstørrelse i midtbyen.
Ifølge Jyllandsposten er den svenske kæde efter to år i Danmark nu for alvor begyndt at tjene penge og kan fremvise millionoverskud i de danske butikker.
De danske butikker har i 2023 vendt underskud til et overskud på 1,5 millioner kroner.
Kæden har eksisteret siden 1999 og blev etableret af svenskeren Stefan Palm.